Som nævnt et eller andet sted under “MIN version” har jeg flere skavanker. Blandt andet en faktor leiden 5-mutation – som giver 5-10 gange større sandsynlighed for blodpropper i de dybe vener.

Den slog til for godt og vel 14 dage siden, og jeg har kæmpet for at komme ovenpå lige siden. ØV!

Fik en blodprop i benet. I og med at det er 2. gang jeg oplever en blodprop vidste jeg hurtigt hvad det var, der gjorde at jeg havde så pokkers ondt i benet, så afsted til doktormanden, som sendte mig direkte videre på sygehuset til ultralydskanning. Og den var god nok.

5 dages morgenindsprøjtninger med kraftigt blodfortyndende at igangsættelse af den såkaldte AK-behandling (antikoagulations-behandling), og så de sexede støttestrømper. Foreløbig skal jeg i AK-behandling i 1 år, men jeg har en rigtig god mavefornemmelse der siger at det bliver livslang behandling.

Jeg snakkede med lægen på sygehuset om, hvorvidt han troede om det kunne skyldes at min bindevævssygdom havde sat det igang – han kunne ikke svare, men kunne heller ikke afvise det. Så jeg ringede til afdelingen i Århus, hvor jeg er tilknyttet og berettede om blodproppen – simpelt hen til puzzlespillet dér.

Immunforsvaret fik et ordentlig dyk nedad, så jeg slæbte selvfølgelig en god forkølelse og maveonde med hjem fra sygehuset, som jeg har brugt DENNE uge på at komme over. Eller rettere – kæmper for at komme over det.

Og så kan man ikke lade være med at tænke lidt ved sig selv – kan det virkelig være rigtigt at bare fordi én eller anden siger bøh til kroppen så går det hele i selvsving og de inderste celler slår flik-flak og slår hovederne sammen i forvirring, og rammer én dér hvor man er sårbar?

Ja ja – jeg er på vej op på den hest igen….