Så har jeg været i Herlev og fik en rigtig lang og behagelig snak med lægen dér. Herlev har den indstilling over for deres patienter at det er samme læge, man kommer til at snakke med, og det skaber virkelig en form for tryghed og åbenhed.

Jeg havde min søster med, og det var super, for så var der 4 ører til at høre, hvad lægen havde at berette.

En blodprøve viste et “underligt” resultat. Testen på ANA (anti-stoffer) blev tilsyneladende lavet 2 gange ved Statens Serums Institut, og kom ud med 2 forskellige resultater: Positiv og Negativ. Så den prøve skal tages om.

Lægen føler sig dog ret sikker på at jeg HAR sklerodermi og henviser mig nu til Århus, hvor der også er en specialist. Jeg tror simpelt hen, at det skyldes at Århus er tættere på min bopæl end Herlev.

Lægen fortalte endvidere at der findes 2 former for sklerodermi – en limiteret form og en diffus form. Den limiterede angriber “kun” i form af raynaud’s syndrom, fortætner huden og ikke så meget – dvs. den koncenterer sig om de “ydre” organer. Den diffuse går til angreb på de indre organer og er derfor lidt mere lumsk.

De MENER at jeg har den limiterede udgave, men siger samtidig at uanset hvad, så er det opdaget så tidligt i forløbet og det gør det lidt nemmere at forebygge, hvis der skulle opstå noget specielt.

Så jeg skal følges tæt, og jeg er egentlig allerede indstillet på næste undersøgelse, som vil være undersøgelse af halsrøret. Jeg er begyndt at døje med halsbrand og det KAN skyldes at halsrøret ikke fungerer helt korrekt nede ved mavesækken. Men den snak tager jeg med lægen fra Århus – nu når jeg får brev fra dem.

Alt i alt en god oplevelse – det er selvfølgelig træls! Men hvad kan man egentlig stille op ud over at gøre det så godt som muligt og forebygge så snart der sker unormaliteter.